Arkivet

Krotek-hans

Efter kort tids sygdom har vores dejlige krovært Hans, tirsdag d. 8. Juli 2008 stillet sine højtelskede træsko. Hans blev 56 år og vil blive savnet for sit engagerende væsen og sin altomfavnende energi. Der er utroligt mange mennesker for hvem Hans har betydet meget, og Hans har en stor plads i hjertet hos alle os der har kendt ham. Hans har gjort meget for at gøre verden, og især vores nærmiljø på Nørrebro, til et bedre sted. Vi vil alle ære og minde ham ved at fortsætte denne kamp i hans ånd. Hans blev begravet fra Blågårds Kirke torsdag den 17. juli. Efter højtideligheden i kirken fulgte vi Hans til Assistens Kirkegården - og det sidste farvel til vores kære ven.

En værtshusejers historie
Vi vil give hans selv lov til at fortælle sin historie som han oprindeligt formulerede det her på hjemmesiden og dermed et lille kig ind i kroejers liv (som vi alle stadig savner, nye såvel som gamle).

Dav! Jeg hedder Hans.
Jeg har drevet Kroteket siden 88. Selvfølgelig hænger min egen historie meget sammen med værtshusets igennem årene, men jeg vil da også gerne fortælle noget om mig selv og hvad jeg går rundt og laver, når jeg ikke står og spiller stor mand på Cafe blågårds apotek.

Hvis du synes, at det er for privat, så kan du jo bare lade være...

Jeg kommer fra....
Jeg har fundet lidt guf til jer i de gamle gemmer. Selvom jeg er uddannet som socialrådgiver og venstre-fløjsfreak, stammer jeg i virkeligheden fra en solid konservativ slagterfamilie.

Min farfar flyttede fra Rørvig til København ved århundredeskiftet og blev slagter i Smallegade.. Min far Svend Anton Nielsen blev født i 1902 og kom (sjovt nok) i lære som slagter hos Johan Bekker i Blågårdsgade, hvor han også mødte min mor Ellen Schultz Ibsen, som var syerske på første sal i nr. 4, der, hvor der senere kom "Den engelske Kro" og nu er den Iranske Forening. Min mor døde desværre i 1958, da jeg var seks år gammel, men Far giftede sig året efter med Oda, som i mange år havde haft frisørsalon på den anden side af Amagerbrogade.

Min far startede allerede i 1921 som viktualiehandler på Amagerbrogade 50, og stoppede igen da han blev 63, en periode på 43 år er noget at se op til...

Curriculum Vitae
Jeg er født i København 12.5.52 og vokset op på Amagerbrogade 66. Meget af min barndom har jeg dog brugt i sommerhuset i Rørvig, som jeg ikke kan blive træt af at fortælle om. Skolegang i Øster Søgade Gymnasium, som flyttede til det nuværende Kildegård Gymnasium, hvor jeg blev sproglig student i 71.

Derefter gik et år med at være farvehandler på hhv. Amagerbrogade og i Valby Langgade. Gik på RUC fra da det åbnede i 72 på Humanistisk basisuddannelse og endte som socionom, den internordiske betegnelse for en socialrådgiver, i 76 som en del af den først færdigtuddannede gruppe på RUC.

Det gav ikke meget arbejde som socialrådgiver. Jeg har dog en enkelt fyreseddel som barselsvikar efter et par måneder. (Den er jeg sgu stolt af, for de kommunalt uddannede sagsbehandlere kunne ikke følge med, men ville hellere fyre mig)

Jeg startede så med at være støttepædagog i Ishøj og fortsatte som klubmedarbejder i Ishøjs Alklubber.

Efter fem strejker, hvor vi endte med at være landets dyreste pædagogmedhjælpere knækkede vi nakken på daværende Pædagogisk Kartels største konflikt med 90 fritstillede og blokerende bongoer. I midten af ´80 landede jeg så som pædagog i Gartnergade 15s fritidsklub på tredie sal i Baghuset, som nu er revet ned. Et par fantastiske år med de skønneste unger og fedeste kolleger gik, og jeg blev tjenstligt flyttet ud som udegående medarbejder i fritids- og ungdomsklubben Stjernen på Amager.

Min karriere som "kvartersaktivist" på Indre Nørrebro var jo allerede startet, så da en masse pædagoger blev nedskåret i ´84, gik jeg ned i Stengade 30 og begyndte at lave Nørrebro Radio. Det førte efter et par år til, at jeg som den første blev ansat som langtidsledig i Medborgerhuset Blågården og lavede radioudsendelser og anden PR for huset i 9 måneder. I den periode var nogle af vennerne i gang med at overtage Café blågårds apotek, men kunne ikke klare det alene, så jeg blev spurgt, om jeg ikke havde lyst til at være med, og jo, hvorfor dog ikke?!

Vi købte værtshuset 18.1.88 og efter et lille år forsvandt de andre, og så stod jeg lige pludseligt der med et værtshus og en kæmpe gæld, og så var der ligesom ingen anden vej end at bide tænderne sammen og køre på, og nu er der efterhånden gået tolv år. Og hvis jeg skal være helt ærlig, synes jeg, at jeg kan tillade mig at være stolt af det stykke vej, jeg er kommet indtil nu...